Nyheder

Nabokrig ulmer før Roskilde Festival

En regulær nabokrig ulmer forud for dette års Roskilde Festival.

Festivalens næststørste scene, Arena, risikerer således at blive overdøvet af gratisarrangementet Love Camp, der afvikles klos op ad festivalområdet.

En af deltagerne ved denne Lovecamp er Promilleservice, som de seneste tre år har været en af allermest støjende private scener på festivalens campingområde.

Promilleservice begyndte som en privat lejr i 2007. Campisterne medbragte egne højtalere til store spontane fester. Sidste år inviterede lejren så kendte dj's som Le Gammeltoft, Mike Sheridan og Thomas Madvig til at spille og det var lige i overkanten for festivalens arrangører, der har bedt Promilleservice om at lade højtalerne blive hjemme.

"Vi har bedt campsene om at indrette sig efter et campkodeks, som blandt handler om lydniveauet og hensynet til naboerne, men det har Promilleservice ikke ønsket at leve op til, siger Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde," til DAGBLADET Roskilde.

Love Camp lejer et areal, der tilhører en planteskole, og der kan Promilleservice blandt andre slå sig løs. At musikken fra Love Camp ikke vil konflikte med musikken fra Arena, tør Lovecamps leder Frederik Raunstrup ikke garantere.

"Men jeg vil proaktivt tage kontakt til festivalen. Måske kan vi lave en lydprøve onsdag aften, og hvis vi så skal vende vores højttalere eller skrue lidt ned, så gør vi det. Vi vil ikke genere festivalen," siger han.