Nyheder

Meyers køkken under Magasin politianmeldt

Kokken Claus Meyers spisested under Magasin på Kongens Nytorv - Meyers Køkken & Deli - er blevet politianmeldt, efter at fødevaremyndighederne har været forbi og tildelt stedet en sur smiley.

Ifølge kontrolrapporten blev flere typer madvarer opbevaret ved for høje temperaturer. Det drejer sig blandt andet om kylling, fiskefrikadeller og forstegte hakkebøffer.

I kontrolrapporten, der er udarbejdet i torsdags, står der desuden følgende:

"I opvask stod leveret grøntvarer i kasser på bordet ved opvasken oven på rene bøtter. I opvaskevasken blev der skyllet grønt, hvor der stod urent opvask."

En cm mug er en cm mug for meget

Kontrollanterne fra Fødevarestyrelsen skriver i deres rapport, at der endvidere virker meget snavset i køkkenet, og at en væg er jordslået.

Det er blandt andet disse forhold, der har ført til, at Fødevarestyrelsen har valgt at politianmelde Meyers Køkken & Deli.

Det er ikke Claus Meyer selv, der har ansvaret for køkkenet under Magasin, men direktøren i Claus Meyer Holding, Tage Nielsen.

"At vi har fået en sur smiley er helt uacceptabelt, og det er simpelthen ikke godt nok. En centimeter mug er selvfølgelig en centimeter mug for meget," siger Tage Nielsen til eb.dk.

Du kan læse hele kontrolrapporten af køkkenet ved at trykke på det øverste link i boksen til venstre.