Nyheder

VK: Kriminelle asylansøgere må ud hurtigt

Mange asylansøgere fra det urolige Nordafrika er ikke rigtige flygtninge, men kriminelle, som bør udvises hurtigt.

Det mener integrationsminister Søren Pind (V) og De Konservative. Den konservative retsordfører har sendt et forslag om hurtigere udvisning til integrationsministeren, skriver Urban.

"Det er stærkt krænkende over for de reelle asylansøgere, at grupper af kriminelle udnytter vores system på groveste vis," siger Tom Behnke til avisen.

Pind er positivt indstillet

Tom Behnke mener, at der findes et rygte blandt kriminelle om, at Danmark er et udbytterigt land at tage til.

Integrationsminister Søren Pind (V) har læst Tom Behnkes forslag og er enig med den konservative ordfører.

"Udlændinge, der kun kommer hertil for at begå kriminalitet, har intet at gøre i Danmark. Derfor er jeg også umiddelbart positivt indstillet over for, at kriminelle asylansøgere får hastebehandlet deres sager, så de hurtigst muligt kan blive udsendt," siger Pind til Urban.