Nyheder

Magthaverne skal ikke sætte grænser

Pia Kjærgaards (DF) seneste udmelding om at professor i statskundskab, Marlene Wind, er "færdig som ekspert i EU-spørgsmål," får nu Niels Helveg Petersen fra Det Radikale Venstre til at blande sig i debatten, der har raset hele pinsen.

"Når man tænker tilbage på debatten om Muhammedtegninger, og man tænker på, hvad Dansk Folkeparti dengang sagde om den ubegrænsede ytringsfrihed, så er det her jo en underlig sag," siger Niels Helveg Petersen til TV 2 News.

Er det Marlene Winds rolle at være politisk i denne her sag. Er der ikke grænser for, hvordan en ekspert må udtrykke sig?

"Jo, de er bare meget svære at sætte, og det er i hvert fald i ikke magthaverne, der skal sætte grænserne. Ytringsfriheden har man netop for at kunne kritisere magthaverne," siger Niels Helveg Petersen.

Meldingen fra Pia Kjærsgaard kommer, efter at Marlene Wind har sagt, at grænsekontrollen er valgflæsk og taler til laveste fællesnævner.

Også udviklingsminister Søren Pind (V) har været ude og kritisere Marlene Wind og hendes udmeldinger i debatten om grænsekontrol, fordi han mener, at hun er for politisk.