Nyheder

Wind: Pind går under bæltestedet

Søren Pind har kritiseret EU-ekspert Marlene Wind for at være for ufaglig i sine indspark i debatten om regeringen og Dansk Folkepartis forslag om en skærpet grænsekontrol.

Og nu svarer Marlene Wind, der har 15 års EU-forskning og en række udgivelser bag sig, igen i sagen, hvor hun er blevet kaldt for latterlig og Marlene Halv-Wind af Danmarks integrationsminister.

"Jeg synes, det er lidt under bæltestedet, og jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at et parti der hylder ytringsfriheden i den grad prøver at knække forskeres ytringsfrihed," siger hun til TV 2 | NYHEDERNE.

Valgflæsk og indre svinehund

Søren Pind har også kritiseret hende for at gå over stregen i debatten om grænsekontrollen. Det er blandt andet udtalelser som denne, der får Søren Pind til at reagere:

"Det er, som jeg vurderer, det ren og skær valgflæsk. Det handler om, at man kæmper om nogle vælgere, og man appellerer til den laveste fællesnævner og den indre svinehund," har Marlene Wind sagt på TV 2 NEWS.

Selv afviser hun at hun her siger noget der er EU-fagligt.

"Jeg er også ekspert i Danmark udenrigspolitik, og den måde vi håndtere udenrigspolitik i forhold til unionen. Og det kan man håndtere på en professionel måde og det kan man håndtere på en uheldig måde. Det er jo også en del af det at undersøge diplomatiet," lyder det.

Jeg er ikke bager, fordi jeg henter boller

Søren Pind holder dog fast i sin kritik.

"Det kan godt være at hun udgiver udskrifter her og det. Men jeg bliver ikke bager af at gå hen til bageren om søndagen og hente boller," siger han.

Marlene Wind mener regeringen har et helt generelt problem.

"Jeg synes det er sørgeligt og ærgerligt, at regeringen på den enen side drypper guld på de eksperter og professor, de kan lide, og os andre, som de åbenbart ikke kan lide, prøver de at intimidere offentligt," siger hun.