Nyheder

En meter er nok for raketbyggere

Målet er at sende den hjemmelavede raket, Heat-1X Tycho Brahe 15-16 kilometer op i luften fredag klokken 15.00 fra en flydende platform i Østersøen øst for Bornholm.

Men et er målsætning, noget andet er, hvad der kan betegnes som en succes for de to raketbyggere Peter Madsen og Kristian von Bengtson samt resten af holdet bag Copenhagen Suborbitals. Og det er straks langt mere beskedent.

"Vi skal rejse os fra jorden med denne raket. Om det så bare er en meter. Vi skal have noget op," siger Kristian von Bengtson.

"Men det er klart, at vi stiler efter en perfekt bane i en perfekt højde, hvor rumskibet adskiller sig fra raketten, og begge dele lander i vandet ved hjælp af faldskærme," siger han.

Ild ud af motoren

De forsøgte samme nummer sidste år, men raketten lettede aldrig på grund af tekniske problemer. Der kom aldrig fut i motoren.

"Vi har en stor formodning om, at der kommer ild ud af motoren denne gang. Men de sekunder, hvor raketten letter er yderst kritiske. Det er der, det hele står eller falder. Så vi er spændte på at se, hvad der sker."

"Kan vi klare de første par sekunder, og raketten er stabil der, så skal det nok gå hen og blive en succes."

Kristian von Bengtson håber bare, at raketten letter.

"Hvis vi letter, træder vi over den magiske grænse. Er du i stand til at flyve en raket og styre den operation, så er du i virkeligheden nået et rigtig stort skridt," siger han.

Et menneske i maskinen om fem-ti år

Hvis først raketten letter og kan styres, så handler det derfra 'blot' om at optimere kontrollen, flyvningen og en masse andre ting. Perspektiverne er pludselig anderledes lyse.

"Fem-ti år ude i fremtiden skulle vi så gerne være det forløb igennem, så vi kan skifte dukken i rumskibet ud med et rigtigt menneske."

"Men igen, det er et eksperiment, så vi tager det som kommer. Jeg er sikker på, at det bliver fantastisk lige meget hvad," siger Kristian von Bengtson.