Nyheder

Lungeeksperter: Vi svigter rygerne

Danskerne ligger i toppen blandt de mest rygende folkefærd, og rygningen koster hvert år samfundet milliarder af kroner. Ifølge en række lungeeksperter skyldes det blandt andet, at Danmark gør for lidt for at tilbyde rygestop.

"Når rygere får deres kræftlidelse eller blodprop i hjertet, så betaler samfundet gerne for dyr hospitalsbehandling. Det er økonomisk og menneskeligt en rigtig dårlig beslutning at undlade effektiv forebyggende behandling," siger professor i lungemedicin Ronald Dahl.

Han er bestyrelsesformand for Dansk Lungemedicinsk Selskab og kommer med udmeldingen i anledningen af WHOs årlige "No Tobacco Day" tirsdag.

14.000 dør af rygning om året

Statistikken viser, at hver fjerde danske dødsfald i dag skyldes rygning. Det svarer til knap 14.000 danskere om året.

I 2007 kostede rygningen det danske sundhedsvæsen 3,4 milliarder kroner, og da salget af tobak i Danmark har ligget konstant i de senere år, mener Ronald Dahl, at indsatsen mod rygning bør intensiveres.

Direktør Anne Brandt i Danmarks Lungeforening mener, at de praktiserende læger, sygehusene og kommunerne bør reklamere mere for rygestop.

"Der er ingen tvivl om, at der skal flere seriøse rygestoptilbud på banen. Og det handler om både rådgivning og behandling af nikotinafhængighed," siger hun.

"Vi ved, at mennesker, som har alvorlige lungesygdomme, gerne vil stoppe, men er det synligt for dem, hvor de skal søge hjælp til rygestop, og får de den rigtige hjælp?" spørger hun.

Giver en lang række skader

Rygning skader ikke kun lungerne, men øger også risikoen for hjerte-kar-sygdomme og kræft samt nedsætter fertiliteten.

Danmark har gennem WHOs rammekonvention om tobakskontrol forpligtet sig til at forebygge og behandle afhængighed af tobak.