Nyheder

Refns kamp: Tre gange konkurs på fem år

Da den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn i går kunne modtage prisen som bedste instruktør på årets Cannes Filmfestival, var det som skåret ud af den klassiske skabelon. Man skal gå grueligt meget ondt igennem - og så lidt mere ondt - før det hele ender lykkeligt til sidst.

"Jeg vil takke min mor, der lige siden min fødsel har kaldt mig et geni, uanset hvad jeg lavede," lød takketalen, mens verdens skarpeste filmspidser sad og lyttede i salen.

42-årige Nicolas Winding Refn, der normalt er afholdsmand, fejrede i aftes sejren med et glas champagne.

Tre gange konkurs på tre år

Undervejs til dette foreløbige højdepunkt har instruktøren, der kaldes Jang, blandt venner været gennem tre konkurser på fem år og har grædt på DR's Den 11. time over sin egen kunstneriske uformåenhed sammenlignet med den kontroversielle kollega Lars von Trier.

Han er kendt for sin følsomhed og har ikke ry for at være nem at få i tale for journalister - og ikke nem at tale med, når det lykkedes. Selv siger han, at han har en mørk side, som han forsøger at uddrive ved at lave film.

"Men mørket kommer altid tilbage, når det er uddrevet, det ved jeg. I min første cyklus dyrkede jeg mørket som min muse, men i min anden cyklus efter Pusher 2 har jeg takket Vorherre for, at han har givet mig chancen for at gøre det hele om," har han tidligere sagt i Politiken.

På spørgsmålet om han er religiøs, lød svaret:

"Er vi ikke alle det? I hvert fald er jeg ekstremt overtroisk, lad mig sige det på den måde."

Artiklen fortsætter under playeren.

Oprindeligt ville han lave kunstfilm, men han opdagede, at det var et meget tyndt skåret levebrød, og det i virkeligheden ikke var det, der interesserede ham. Han fortæller, at Motorsavsmassakren blev hans første filmiske åbenbaring, da han så den som 14-årig. I dag brænder han for genrefilm og siger - måske ironisk - at han drømmer om at lave en romantisk komedie:

"Men det er alvorligt ment. Jeg er jo vild med at arbejde inden for definerede genrer. Så har man f.eks. altid en stærkere kommerciel tiltrækning."

Afhængig af adrenalin

Over for Dagbladenes Bureau har han kaldt sig selv adrenalinjunkie.

"Jeg er nødt til at være i en situation, hvor der ikke er noget sikkerhedsnet, fordi ellers kan jeg ikke involvere mig 500 pct. i det, jeg laver. Det skal rumme en potentiel fare for, at det hele går galt," sagde han dengang, og det har det som bekendt gjort flere gange, før han i går modtog sit livs klapsalve.

Det danske gennembrud kom med filmen Pusher fra 1996, da han var først i 20'erne. Nicolas Winding Refn fik tilbuddet om at lave filmenlow budgetfor 3,2 mio. kr. på basis af en kortfilm med ham selv i hovedrollen. Før tilbuddet, der ændrede hans liv, var han droppet ud af Den Danske Filmskole, og før det var han ifølge The Internet Movie Database droppet ud af American Academy of Dramatic Arts, efter at han på passende dramatisk vis havde kastet et bord mod væggen i klassen.

Artiklen fortsætter under playeren.

Siden har Nicolas Winding Refn udstillet sin kamp for det store gennembrud i dokumentarfilmen Gambler instrueret af Phie Ambo, der viser hans første konkurs efter den internationale filmsatsning Fear X, der blot solgte 6000 biografbilletter.

Grad ud hos Mikael Bertelsen

Og i efteråret 2007 var Refn så gæst hos Mikael Bertelsen på DR2. Her skulle han for åben skærm skrive en samtalebog med titlen Makværk - Hvordan jeg fik fyret 80 millioner kroner af og endte som en fiasko. Det ekstremt nærgående og personlige program kom bl.a. rundt om instruktørens forhold til sin far og mindreværdskomplekser over for instruktørkollegerne. Og tårerne løb for rullende kamera.

"Jeg er mest jaloux på Lars. Han er bare bedre end mig. Jeg er ikke noget født geni," lød det fra Refn om instruktørerne Thomas Vinterberg og Lars von Trier. Om det var sarkasme eller oprigtigt ment, ved kun Nicolas Winding Refn selv.

Efter konkursen med Fear X stod Nicolas Winding Refn med en personlig gæld på fem millioner, men i stedet for at lade sig slå ud satsede han og lavede to opfølgning Pusher for at redde sin og familiens økonomi. Især Pusher III skuffede dog ved billetlugerne.