Nyheder

Refn: Trier-udtalelser uacceptable

Absolut uacceptable. Det var, hvad instruktøren Nicolas Winding Refn svarede, da han under en pressekonference i Cannes blev bedt om at kommentere sin landsmand Lars von Triers kontroversielle udtalelser under filmfestivalen.

"Men samtidig viser nogle af reaktionerne, at danskerne går rundt i små sko," sagde Winding Refn,

"I øvrigt har jeg ikke lyst til at sige mere om den sag," lød det kort efter fra den 40-årige filminstruktør der er i Cannes med filmen "Drive".

Filmen fremstår som en slags "arthouse-krimi" med klar inspiration fra det 19. århundredes store amerikanske krimier.

"Helt tilbage i 1930'erne og -40'erne kan vi finde eksempler på, at forbindelsen mellem amerikansk og europæisk film giver fremragende resultater. Den forbindelse vil jeg gerne være med til at hylde med min film," forklarer Nicolas Winding Refn.

"Drive" er baseret på en roman af James Sallis, som gav Ryan Gosling idéen til en filmatisering. Han insisterede på, at den skulle laves af Winding Refn, som han derfor inviterede til Los Angeles for at diskutere projektet.

"Jeg kender alle disse historier om europæiske filmfolk, der kommer til Hollywood og føler, at deres kreativitet og kunstneriske frihed bliver fuldstændigt mast i systemet," tilføjer den danske instruktør.

For ham gik det stik modsat.

"Jeg fik lov til at lave lige den film, jeg ville. Den bedste oplevelse med Hollywood, som nogen kan forestille sig."

Ryan Gosling betegner det manuskript, der kom ud af anstrengelserne, som "ren poesi".

"Det imponerer mig også, hvordan Nicolas håndterer alle de meget voldelige indslag. Det er faktisk i orden at skildre vold på en nærmest tegneserieagtig måde, det har jeg intet problem med," fastslår den 30-årige amerikaner.