Nyheder

VKO og R indgår efterlønsaftale

Efter flere ugers højspændte forhandlinger i Finansministeriet mellem regeringen Dansk Folkeparti og De Radikale er de fire partier endelig nået til enighed om en aftale om efterlønnen.

"Jeg kan sige at vi nu har en aftale om en tilbagetrækningsreform.Og med den reform har vi taget et stort skridt til at sikre at kassen stemmer, at vi har reddet velfærden, og vi har fået en aftale, der har en rigtig social profil," siger Claus Hjort Frederiksen (V) foran Finansministeriet.

Han fremhæver tre vigtige punkter i aftalen.

"Det ene er, at vi fremover har en treårige efterløn. Vi fremrykker velfærdsaftalen med fem år og så har viindført og aftalt en senior-førtidspensionsordning," siger han fortsat.

Han understreger også den sociale profil i reformen.

"Vi har fundet en god social profil. Hidtil har det været sådan at de to første år gik på efterløn var til 91 procent af dagpengene. Nu bliver alle tre år til 100 procent. Det sikrer at vi får en god profil på reformen," siger Claus Hjort Frederiksen.

Efterlønsaftalen betyder ifølge Finansministeriet at beskæftigelsen øges med godt 65.000 personer i 2020, og at de offentlige finanser forbedres med 18 milliader kroner i 2020.

Hvis man går en måned tilbage var der ikke mange kommentatorer, der havde forestillet sig, at regeringen kunne samle både De Radikal og Dansk Folkeparti i et forlig om efterlønnen som en del af 2020-planen.

Men med aftenens aftale er det lykkes finansminister, Claus Hjort Frederiksen, at splitte den røde fløj.

Hele snakken om afskaffelse af efterlønnen begyndte 1. januar, hvor statsministeren i sin nytårstale sagde, at efterlønnen skulle afskaffes, og nu står VKO og R sammen om en aftale.