Nyheder

Qvortrup: Et surrealistisk billede

Da finansminister Claus Hjort Frederiksen kort tid efter klokken 19 fredag aften den 13. maj gik ud af døren til Finansministeriet for at fortælle, at der nu er indgået en aftale om en reform af efterlønnen, var det et surrealistisk billede, der mødte de mange pressefolk, der var mødt op.

"Det var jo et lidt surrealistisk billede, vi så der. Finansministeren flankeret af Pia K og så Margrethe Vestager på den anden side. Men lad os fastslå, at det jo var et drømmebillede set med regeringens øjne. For to måneder siden var der nok ikke mange, der ud over nogle, der talte i febervildelse havde kunnet forestille sig, at De Radikale Venstre kunne tilslutte sig en aftale med regeringen og med Dansk Folkeparti så kort tid før et valg. Så man kan konstaterer at regeringens hedeste drømme rent faktisk blev opfyldt,Og lige meget hvordan det her end går, så ændrer det ikke på, at det er en kæmpe taktisk triumf for regeringen at de fik trukket Margrethe Vestager ud af Helle Thorning-Schmidts favn," siger TV 2s politiske redaktør Henrik Qvortrup.

Og det surrealistiske i situationen foran Finansministeriet kunne også ses i hovedpersonernes ansigter.

"Jeg må bare konstatere, at den der smilede bredest og som så allermest begejstret ud var Margrethe Vestager. Med det forbehold at man ikke skal lægge for meget i ansigtsudtryk, så så Pia Kjærgaard noget beklemt ud," lyder det fortsat fra Henrik Qvortrup.