Nyheder

"Grænseaftale er en dyr gang varm luft"

"Der er ingen tvivl om, at vores nabolande er dybt bekymrede for de signaler, der bliver sendt ud med aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, og man vil overvåge det meget tæt." Sådan lyder det fra EU-eksperten Marlene Wind, Lektor i International politik. Københavns Universitet. Men hun afviser, at der er tale om et brud med Schegenaftalen.

"Hvis vi kigger lidt tættere på aftalen, så vil jeg gå så vidt som at kalde det en meget dyr gang varm luft. Læser man aftalen igennem, er der slet ikke tale om en genindførelse af grænsekontrollen. Der er tale om nogle overvågningskameraer og nogle mobile teams, der kan køre lidt rundt og lave stikprøver hist og pist," siger hun til TV 2 | NYHEDERNE. Hun forklarer, at Dansk Folkeparti dermed ikke har fået opfyldt ønsket om, at alle skulle stoppe for at vise deres rødbedefarvede pas.

"Det, som Dansk Folkeparti lagde op til, var at rulle hele Schengenaftalen tilbage, at genindføre grænsekontrollen som vi kendte den i gamle dage, og i så i øvrigt føre en bom ned foran den danske grænse. Det er slet-slet ikke det, de andre vil, og det er slet ikke det, Dansk Folkeparti får," forklarer eksperten.