Nyheder

Fandt mystisk dødt dyr uden hoved

Niels Jørgen Larsen og hans kone fra Klokkeholm i Nordjylland gjorde et mærkværdigt fund på deres aftentur i weekenden. På vejen lå noget, som de bogstaveligt talt ikke kunne finde hoved og hale i. Der er nemlig ikke nogen af delene på det afdøde pelsede dyr, der lå i vejkanten.

Ved nærmere eftersyn har parret stadig ikke kunnet bestemme, hvad det er for et dyr og hvorfor det mangler sit hoved.

"Det ligner et eller andet underligt dyr, der er sluppet ud af et bur eller noget," fortæller Niels Jørgen Larsens kone til tv2.dk, mens hun ler lidt ved tanken.

Det er ikke en kat eller kanin

Det hovedløse dyr har samme størrelse, som en stor kat.

"Men det tror jeg altså bestemt ikke, at det er," fortæller konen og begrunder:

"Kløerne er slet ikke som en kats kløer. De er meget grovere. Og så ser poterne lidt sjove ud og pelsen er ikke helt som en kats pels."

Hun mener heller ikke, at det kan være en hare eller kanin, da benene ikke er formet rigtigt til at være sådan et dyr.

Heller ikke naturfredningsforeningen ved det

Niels Jørgen Larsen, som til dagligt beskæftiger sig med natur har både kigget i bøger og ringet til Naturfredningsforeningen, men uden at løse gåden om det hovedløse dyr.

Dyret er også blevet vist frem til naboer og bekendte, som også har måttet give op i gætteriet på, hvad det kan være for et dyr.

"Men det er jo en meget underlig ting bare at finde et hovedløst dyr. Det er lidt makabert, at det har mistet hovedet på den måde," siger konen til Niels Jørgen Larsen.

Hoved hugget af med et rent snit

Hun fortæller, at hovedet er hugget af nærmest med et rent snit. Der stikker ingen knogler ud og der var intet blod på hverken findestedet eller på dyrets krop.

"Og det er jo lidt mærkeligt. For havde dyret været oppe at slås eller blevet kørt ned, så ville der jo være blod, i hvert fald lidt på pelsen," fortæller hun og gætter videre:

"Det ligner mere, at den har hængt oppe med hovedet nedad, for ligesom at dryppe af. Det er nogle alvorlige drengestreger, hvis det er tilfældet," gysner hun.

Det nordjyske par har nu givet op i forsøget på at finde ud af, hvilket slags dyr det er, og har nu smidt det i skraldespanden.

Har du et gæt på, hvad slags dyr det er? Skriv i en kommentar herunder.