Nyheder

Bask ikke bierne væk - byd dem velkommen

Københavns bi-bestand vokser på meget kort tid med tre millioner små gul- og sortstribede flyvere. Bisværmene skal være med til at bestøve Københavns mange grønne parker, og den nektar de opsamler fra blomster træer, parker og altankasse skal udvindes til honning.

Og når man siger bier, er der mange, der siger generende summen og bistik.

Men de mange millioner bier, der skal til at summe rundt i det københavnske byliv, kommer ikke til at genere, lyder det fra formanden for Danmarks Biavlerforening.

"Bierne går efter nektaren i blomsterne, så danskerne vil opleve, at bierne er rundt om i parkerne, men jeg kan næsten garantere, at de ikke vil genere danskerne," siger Vagn Kildsig til tv2.dk.

Danskerne forveksler

Han forklarer, at danskerne ofte forveksler bier med hvepse, og det betyder, at det ofte er bierne, der får skylden for den gene, hvepse ofte udgør.

"Hvepsene går efter meget mere forskellig føde end bierne, og det betyder, at hvepsene også går efter vores mad, og det er i det tilfælde, at hvepsene begynder at genere og måske ender med at stikke," siger formanden.

Han forklarer, at københavnerne faktisk burde være begejstrede for de nye byboere.

"I stedet for at gå i panik skal man glæde sig over, at København får en bedre bestøvning. Det betyder, at der bliver flere bær, blomster, æbler og pærer. For bierne er den mest effektive bestøver, og det kommer man til at kunne mærke," siger Vagn Kildsig.

Han forklarer at der umiddelbart er tre måder at se forskel på bier og hvepse.

"Hvepsene er en lille smule større end bier. Hvepsen er mere klar gul end bierne, og så er det hvepsen, der går efter vores madvarer. Bierne kan til nøds blive tiltrukket af en honningmad, men ellers går de efter nektar," forklarer han.