Nyheder

Livet på sociale ydelser er fattigt

Starthjælp og kontanthjælp fastholder mennesker i fattigdom. Sidst på måneden er det svært at betale regninger

De svageste borgere herhjemme bliver skubbet ud i dyb fattigdom. De oplever ikke det kærlige puf ud på arbejdsmarkedet, som var tanken bag regeringens stramninger af socialhjælpen.

Det siger Jann Sjursen, formand for Socialt Udsatte.

- For de fleste bliver det i stedet et ukærligt puf ud over kanten. Det resulterer i, at de mister modet. Konsekvensen er fattigdom, der ødelægger deres liv. Rådet for Socialt Udsatte mener derfor, at starthjælp og kontanthjælp skal afskaffes, siger Jann Sjursen.

Regeringens stramninger af socialhjælpen har fået 2000-3000 i arbejde, viser tal fra Finansministeriet. Men endnu flere har fået forringet deres levevilkår.

Rådet har netop offentliggjort en rapport om konsekvenserne for modtagerne af de laveste social ydelser. Rapporten omfatter 2500 mennesker.

Særligt 300/450-timers-reglen rammer hårdt. Reglen indebærer, at begge parter i et ægteskab skal kunne dokumentere 300 timers arbejde inden for to år for at kunne få kontanthjælp. Ellers mister den ene part sin kontanthjælp.

I 2009 blev reglen ændret til 450 timer.

I rapporten er der et eksempel på, at en børnefamilie i tre uger må leve uden strøm og derfor må undvære mælk og andre kølevarer og spise dåsemand varmet over en fonduebrænder.

Ifølge rapporten er konsekvensen af de laveste sociale ydelser økonomisk krise, gæld, opsigelse af bolig, forstærket isolation og modløshed.

- Desværre får mange af familierne heller ikke den støtte fra jobcenter og socialforvaltning, der kan hjælpe dem ud af situationen. Tit har familierne mistet tilliden til systemet, siger Jann Sjursen.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) siger til Jyllands-Posten, at regler som 300-timers reglen er rimelige.

- Det vil være en katastrofe at afskaffe reglerne, fordi de rent faktisk hjælper mange i job.

/ritzau/