Nyheder

VIDEO: Højdepunkter fra dåbsdagen

Den 8. januar fik Danmark en ny prins og prinsesse, og torsdag den 14. april fik de to nye medlemmer af den kongelige familie deres otte navne - hver fik de fire, som det har været tradition siden dronning Margrethes dåb i 1940.

I videoerne i artiklen herunder kan du se eller gense dagens højdepunkter. Se tvillingerne få deres navne, så deres søskende i hopla og se prins Henrik, prins Joachim og hans to ældste sønner sejle fra kirken til Amalienborg.

Tvillingerne blev døbt Vincent Frederik Minik Alexander og Josephine Sophia Ivalo Mathilda.

Dåben fandt sted i Holmens Kirke i det indre København, hvor 250 gæster - hovedsageligt kronprinsparrets private venner - var inviteret.

Det var da også hovedsageligt familie og venner, der stod fadder for de to tvillinger, der hver havde seks faddere.

Efter dåben kørte kronprinsparret og deres fire børn den korte tur fra Holmens Kirke til havnefronten ved Amaliehaven for derefter at gå den korte tur op til Amalienborg til glæde for de mange danskere, der havde taget opstilling ved den korte rute.

Og de danskere, der stod fysisk på ruten og de mange andre danskere, der fulgte festelighederne ved tv'et, kunne se et par stolte forældre, der bar hver deres tvilling, og en prinsesse Isabella og storebror prins Christian, der hoppede, dansede, vinkede og charmede hele vejen op til Amalienborg Slot.

Resten af gæsterne blev transporteret fra kirken til Amalienborg Slotshave i kanalrundfartens turbåde, mens prins Henrik, prins Joachim og hans to ældste børn prins Nikolai og prins Felix sejlede i deres egen båd til Amalienborg.

Mens kronprinsparret, deres ny-døbte tvillinger, deres to ældste børn og tvillingernes faddere fik taget de officielle dåbsbilleder, strømmede gæsterne op til Amalienborg, hvor der først blev holdt en reception, og hvor der derefter bliver holdt fest for at fejre, at tvillingerne nu endelig har fået deres navne - prins Vincent og prinsesse Josephine.