Miljøstyrelsen giver sprøjtemidler point
To ud af tre danske haveejere bruger sprøjtemidler for at få roserne til at stå smukt i prydhaven og holde græsset nede mellem fliserne i havegangen.
Derfor skyder Miljøstyrelsen en kampagne i gang, hvor sprøjtemidlerne får karakterer, så haveejerne lettere kan vælge de midler, der er mindst skadelige for sundhed og miljø.
- Vi har undersøgt danskernes sprøjtevaner og fundet ud af, at de, der sprøjter i dag, gerne vil vælge noget mindre belastende, men de ved ikke, hvordan de skal gøre det, siger kontorchef Lea Frimann Hansen fra Miljøstyrelsens pesticidenhed.
- Derfor går kampagnen ud på at fortælle haveejerne, at der er forskel på sprøjtemidler, og der er mulighed for at vælge nogle, der er mindre belastende.
Sprøjtemidlernes anmeldelser munder ud i karakterer i form af flueben. Miljøstyrelsen giver således fem flueben som højeste score og et enkelt som den laveste.
Et middel får fem flueben, hvis det er færdigblandet og klar til brug, ikke har noget faremærke og indeholder et pesticid, der hurtigt nedbrydes i naturen.
Derfor vil produkter med fedtsyrer få flere flueben end de skrappe, koncentrerede produkter med for eksempel herbicidet glyphosat, der sælges under navnet "roundup".
Produkternes flueben bliver trykt på postkort, der kommer til at stå sammen med produkterne i butikker landet over.
På den måde kan haveejere nemt og hurtigt vælge det mindst skadende sprøjtemiddel, når de står ved hylderne i supermarkedet, havecentret eller byggemarkedet.
Der er nogle haveproblemer, eksempelvis ukrudt i græsset, og her er der ikke gode alternativer til de skrappeste sprøjtemidler.
- Der må man ud med lugejernet eller en rive for at fjerne ukrudtet, siger Lea Frimann Hansen.
/ritzau/