Nyheder

Klar med hjemmebygget rumraket

Om 55 dage forvandles den østbornholm-ske by Nexø til SpacePort-Nexoe, når rumnørderne fra Copenhagen Suborbitals vender tilbage for endnu engang at forsøge at sende en hjemmebygget rumraket ud i stratosfæren.

"Vi vil vise, at rumfart er noget, alle kan kaste sig over, hvis man bare lytter lidt til sit hjerte," siger Kristian von Bengtson. I en hangar på Refshaleøen er han sammen med sin raketkollega Peter Madsen og en gruppe frivillige ved at finpudse rumraketten Tycho Brahe Heat-1X, så den er klar til sommerens opsendelsesforsøg.

Fra Rescue Randy til Peter Madsen

Rumraketten står klar i hangaren til at blive sendt op med dukken Rescue Randy. Hvis det lykkes, er det et stort skridt i retningen af at skifte dukken ud med mennesket Peter Madsen.

Da Copenhagen Suborbitals i sommeren 2010 forsøgte at sende rumraketten op første gang, mislykkedes det. På grund af en svigtende hårtørrer. En hårtørrer, der skulle have nedkølet en ventil til det flydende brændstof.

"Vi har fået en ny ventil, som vi har renset med alt, hvad man kan rense den med," siger Peter Madsen og vender den skæbnesvangre ventil, der satte en stopper for rumeventyret sidste år, i sin hånd.

Hårtørreren er også blevet skiftet ud med noget mere holdbart.

Får lukket luftrummet

Den fatale fejl må nemlig ikke gentage sig, når Nexø til sommer som nævnt bliver omdøbt til SpacePort-Nexoe, og et øvelsesområde med det oven overliggende luftrum ud for byen bliver lukket.

Tycho Brahe Heat-1X og Rescue Randy sætter kurs mod stratosfæren mellem den 1. og 18. juni 2011 - den præcise dag afgøres af, hvornår der er perfekt raketvejr på solskinsøen.