Nyheder

Brok dig og få billig mobilregning

Hvis du ringer og klager over din mobilregning, så kan du muligvis spare flere hundrede kroner hver måned.

Det skriver Politiken.

Den mulighed kender størstedelen af mobilkunderne dog ikke noget til, og de går dermed glip af billigere abonnementer fra selskaber, der først fremhæver de gode tilbud, hvis kunden truer med at skifte selskab.

Teleanalytiker Torben Rune mener, at flere private bør prutte om prisen.

"Der er cirka tre millioner private abonnementer i Danmark, og det er under en fjerdedel af dem, der er klar over, at de kan forhandle sig til bedre tilbud," siger han til avisen.

"Det er en skam, for det kan vældig godt betale sig."

Torben Rune forhandler til daglig bedre telepriser hjem til erhvervskunder.

3.600 kroner sparet om året

Og Politiken har gennemført en test, som viser, at seks forskellige kunder kunne spare mellem 1.200 og 3.600 kroner om året på mobilregningen hos Telia, 3, TDC, Telmore, CBB og Telenor.

De ringede op og forlangte en bedre aftale. Alle fik hurtig og effektiv hjælp, og deres regning blev væsentligt mindre.

Og tv2.dk kom frem til samme resultat tidligere på måneden.

Forbrugerrådet ærgrer sig over, at der ikke er flere forbrugere, der forhandler om priserne.

"Man kan spare rigtig meget ved at true med at sige op. Hvis bare folk vidste det. Og det er jo ikke ti kroner om måneden, vi taler om - det er ofte mange hundrede kroner. Det viser, at selskabet tjener for meget på dig," siger rådets telepolitiske medarbejder Martin Salamon til Politiken.

Har du fået pruttet prisen på dit mobilabonnement ned? Og kender du til andre områder, hvor det er mulig at forhandle om priserne?