Nyheder

Danske F-16-kampfly er lettet

Alle seks danske F-16-fly, der skal deltage i den internationale mission i Libyen, er nu fløjet fra flyvestationen i Skrydstrup. De har kurs mod en base på Sicilien i det sydlige Italien.

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) har forklaret, at kampflyene efter alt at dømme vil være klar til at gå i aktion i Libyen søndag.

Det er et enigt Folketing, der har givet sit ja til, at de danske kampfly deltager i militære operationer mod Libyen.

Efter en hastebehandling fredag stemte 110 folketingsmedlemmer for regeringens beslutningsforslag - ingen stemte imod.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder det en historisk begivenhed, at hele Folketinget for første gang siger ja.

/ritzau/