Nyheder

Kampfly til Libyen koster 8,5 mio.

De danske skatteydere skal betale 8,5 millioner kroner den kommende måned, for at Danmark kan levere kampfly til den internationale indsats i Libyen. Det oplyser forvaret.

Ud over udstationeringen i én måned dækker de 8,5 millioner kroner også selve udsendelsen og hjemtransporten for de seks F-16-kampfly samt ca. 120 militærpersoner, som et bredt flertal lægger op til at sende af sted.

De 8,5 millioner kroner inkluderer dog ikke den ammunition, som de danske kampfly eventuelt måtte bruge i offensive operationer eller i selvforsvar over Libyen.

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan den danske indsats trække ud, og derfor har forsvaret også regnet på udgifterne til de efterfølgende måneder.

Her er prisen 6,5 millioner kroner plus forbrug af ammunition.

Pengene hentes ifølge regeringens beslutningsforslag B89 fra Forsvarskommandoens driftsbevilling.

Beslutningsforslaget lægger op til, at de danske kampfly både kan deltage i håndhævelsen af flyveforbudszonen og medvirke i "offensive luftoperationer" for at sikre overgreb på civilbefolkningen.

Ifølge forlaget skal regeringen og medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn løbende vurderer det danske bidrag.

Det sker for at afgøre, om de danske kampfly skal trækkes tilbage, eller om de eventuelt suppleres med eksempelvis krigsskibe, som kan medvirke til at opretholde våbenembargoen mod Libyen.

/ritzau/