Anders Samuelsen: "Kom nu videre"
Knivene var hvæsset, da Liberal Alliances formand Anders Samuelsen i går aftes deltog i TV 2 Nyhederne efter et indslag rejste kritik om, at partiet har valgt kuglestøderen Joachim B. Olsen og Thyra Frank som topkandidater. Partiledelsen har udpeget topkandidaterne over hovederne på de menige medlemmer, lød kritikken på.
"Det er til dato det dummeste indslag, jeg har set TV 2 præstere," sagde Anders Samuelsen til TV 2's nyhedsvært Johannes Langkilde i går.
I dag mødte Liberal Alliances frontmand så op på TV 2 News for at forsvare sit vredesudbrud på live-tv i går.
"Kom nu videre"
Også i dag var budskabet det samme.
"Kom nu videre," lød det endnu engang fra Anders Samuelsen.
"Nu har jeg hørt på det her et halvt år. Endnu har jeg ikke set TV 2 vælge at vise et klip, som viser noget af det som Joachim B. Olsen faktisk siger. I fokuserer kun på, at det er ham kuglestøderen, og ikke på hans politiske budskaber."
"Det skal hele tiden være det med, at han har været med i Vild med dans. Som om det er et problem, at manden engang blev nummer to i sin sportsgren. Det er han jo kun blevet, fordi han er dybt seriøs, og det har han taget med sig over i politik," siger Anders Samulsen til TV 2 News.
Find flere kritikere - og kom så igen
Han mener, at TV 2 Nyhederne skulle have haft et større grundlag for at rejse en kritik mod partiet.
"I har fundet én blandt tusinde, der rejser en kritik. Hvis i havde fortalt hele historien, så havde i også haft med, at det er en fælles hovedbestyrelses beslutning, at det er på denne måde, at vi udpeger spidskandidater på. Alle i den lokale bestyrelse - undtagen én - bakkede op om denne her beslutning. Men i har fundet et lille hår i suppen, som i vælger at vise frem," forsvarer Anders Samuelsen sig.
Mange har allerede deltaget i debatten om Liberal Alliances valg af spidskandidater på TV 2 Nyhedernes hjemmeside. Deltag selv i debatten ved at klikke på linket i linkboksen i højre side.