Nyheder

Vestager: Birthe Rønn skal gå af

Tålmodigheden med Birthe Rønn er forlængst væk. Ifølge De Radikale er en uvildig undersøgelse ikke nok.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) er ikke længere værdig til at være minister. Det siger De Radikales leder, Margrethe Vestager, efter at sagen om de statsløse palæstinensere igen rydder forsiderne.

"Hun er uværdig som minister. Hun kaster skylden omkring sig og vil samtidig ikke være med til at afdække, hvad der er foregået. Hun skal gå af, og der skal være en uafhængig undersøgelse af hele forløbet," siger Margrethe Vestager.

Senest har anonyme embedsmænd fortalt til Information, at de allerede i august 2008 fortalte Rønn, at det stred mod konventionerne at give de statsløse afslag på statsborgerskab.

Men først i januar 2010 tog Rønn affære og ændrede praksis.

Selv afviser Birthe Rønn, at hun har gjort noget galt i sagen. Hun fastholder, at hun måtte studere praksis i Sverige og Norge, før hun kunne gribe til handling.