Steffen Jensen: Sådan sneg vi os ind i Libyen

Oberst Muammar Gadaffi og hans regime tager mildt sagt ikke let på udenlandske journalister, som sniger sig ind i Libyen uden hans myndigheders udtrykkelige invitation. Derfor skulle jeg også først lige synke en klump, da udlandsredaktøren ringede og spurgte, om jeg ikke kunne forsøge at komme ind i Libyen, for at dække oprøret imod Gadaffi.

Der var ikke tale om at søge visum og rejse legalt ind i Libyen, men om at tage til Egypten, og så forsøge at komme ind i landet, hvis grænsevagterne pludselig skulle finde på at løbe fra deres poster.

Jeg var ellers lige ankommet til Bahrain, og netop begyndt at rapportere derfra i det, der efterhånden næsten er blevet en lavine af revolutioner og opstande i den arabiske verden.

Alligevel sad jeg næste morgen i flyet på vej tilbage til Egypten, selvom jeg ikke skal skjule, at jeg var nervøs. Kameramand Rasmus Nielsen, som havde arbejdet sammen med Ulla Terkelsen i Egypten, siden jeg havde været der sidst, ventede i Kairo. Rygterne ville vide, at de libyske grænsevagter netop havde deserteret, så der var ikke en gang tid til en kop kaffe. Vi satte straks kursen imod grænsen - en køretur på 8-9 timer.

Ville ikke sætte ben på libysk jord

Det var sikkert meget godt, for min nervøsitet var taget til, og hvis jeg begyndte at tænke for meget over det, ville frygten sikkert have taget overhånd. Ofte er det bedre at komme tættere på begivenheden, så man kan danne sig et bedre indtryk af, hvad det er, der foregår.

På grænsen bekendtgjorde chaufføren, at han absolut ikke ville sætte sine ben på libysk jord. Det tog jeg ret ilde op, hvilket var ligegyldigt, for de egyptiske grænsevagter ville alligevel ikke lade ham eller bilen slippe ind. Heller ikke vores egyptiske tolk Youssuf fik lov til at krydse grænsen. Så til slut var det bare Rasmus og mig selv, der med al vores udstyr på nakken, der på gåben måtte krydse ind i Libyen.

Efter et par minutter skaffede en tysk kollega en pickup truck, som vi alle hoppede ombord i, og så gik det indover den libyske grænse. En gruppe unge med partisantørklæder og Kalachnikov-rifler stoppede os.

"Sahafi'in" - "journalister", spurgte de, da de så os.

"Na'am" - "ja", svarede vi.

"Ah'lan wa-sah'lan" - "velkommen", råbte de og vinkede os videre ind i landet uden at tjekke pas eller papirer.

Den første chauffør vi finder, og som vi kun med stort besvær kan kommunikere med, gør et overraskende stop i en landsby på vejen.

Vi ser en pickup-truck med et stort grønt flag på vejen et stykke forude. Bilen er tydeligvis ikke på vej noget sted hen, men cirkler bare underligt rundt.

Frygter Gaddafi-tilhængere

Det grønne flag er Libyens nationalflag, og symbolet på Gadaffi's "Grønne Revolution". I de seneste dage er det blevet symbolet på Gadaffi-loyalisterne. Oprørerne - eller de kræfter der kæmper for frihed og demokrati - har adopteret det gamle flag fra før revolutionen. Rødt, grønt og sort i tre vandrette bånd med en hvid halvmåne og en stjerne.

Derfor er det en bil med Gadaffi-tilhængere, der venter forude. Og Gadaffi-tilhængere i denne del af Libyen lige nu, de må helt sikkert være bevæbnede og ude efter slagsmål, siger min nagende frygt. Den bliver ikke mindre af, at vores chauffør forlader hovedvejen og begynder at sno sig igennem støvede gyder og baggader. Til slut gør vi holdt ved et hus i landsbyens udkant. Hvorfor nu det?

Vi har forladt grænseovergangen med en gruppe kolleger, hvis biler nu også samles ved huset. Mens chaufførerne går ind i huset, står vi andre og venter udenfor. Vi er, efter min mening, som skrigende reklameskilte, hvis der er nogen, der gerne vil angribe os. Men vore chauffører skal spise, og, får vi at vide, de har ikke til sinds at køre en kilometer længere uden mad.

Inde i mit hoved blinker og ringer alle alarmklokker. Vi passer ikke ind i bybilledet. Rygtet om disse underlige gæster med kameraer må snart have bredt sig til omgivelserne, og vi står frit fremme som lerduer med skydeskiver malet på kroppen.

Til slut lykkes det dog at overtale vores chauffør til at droppe desserten og sætte kursen mod Tobrouk, den libyske by, hvor feltmarskal Rommel's Afrikakorps under Den anden Verdenskrig slog den britiske hær.

På vejen passerer vi talrige kontrolposter bemandet med rebeller. Folk bevæbnet med alt fra Kalachnikov AK-47-rifler til raketstyr og klædt i alt fra træningsdragter til halvmilitære uniformer. Hver gang vi nærmer os et check point er jeg nervøs, indtil vi ser de bevæbnede personers reaktioner. Heldigvis bliver vi hver gang hilst velkommen og vinket igennem.

Jeg er altid bange

Når jeg holder foredrag i Danmark, bliver jeg næsten altid spurgt, om jeg aldrig er bange. Mange mennesker antager, at når jeg har dækket så mange krige, kriser og andre farlige situationer, og bliver ved med at gøre det, så må det være fordi jeg ikke er bange.

Sagen er, at det forholder sig lige modsat. Jeg er altid bange. Og det er blevet værre med årene. Hver gang jeg nærmer mig en konflikt og en krisezone, er jeg utrolig bange. Men det gør på den anden side, at jeg er meget anspændt og årvågen, og hele tiden udtænker udveje i fald noget skulle gå galt. Det er dog også, må jeg så sige, enormt udmattende. Psykisk tærende.

Fotograf Rasmus Nielsen er derimod rolig og afbalanceret. Selvom jeg hele tiden beder ham om at skjule kameraet, lykkes det ham alligevel at filme nok til et helt indslag blot på køreturen. En gave for enhver journalist at arbejde sammen med sådan en kameramand.

Da vi ankommer til Tobruk ramler vi direkte ind i en støjende og voldsom sejrsfest. Byen er lige blevet erobret af de lokale oprørere. Politistationen brænder. Alle jubler. Der skydes vildt i luften.

"Don't worry, don't worry", siger en mand beroligende, "folk er bare glade!"

"Vi er frie, friiiie! Åhhh, vi er frie. Efter 42 år! Endelig er vi frie", sukker en anden og bliver overvældet af følelserne.

Vi er det eneste kamera i miles omkreds, og vores tilstedeværelse får tusindvis til at strømme sammen om os. Alle vil frem og se disse mærkelige pressefolk udefra. Alle har et vigtigt budskab, der må ud til omverdenen.

"Gadaffi er en morder! Han må fjernes! Gør noget, verden! Gør noget!"

"Egypten må slukke for Nile-Sat, som transmitterer Gadaffi's TV", skriger en anden. "På den kanal opfordrer forbryderen folk til at gå ud og slagte deres naboer. Den kanal må stoppes!"

Billeder må ud

Én stikker sin mobiltelefon op i hovedet på os og viser nogle blodige biller af halve kroppe og afrevne lemmer. "De her billeder må ud. Sørg for at disse billeder kommer ud. Verden må se, hvad der foregår her!"

På mindre end en time har Rasmus og jeg mere end nok materiale til aftenens indslag. På et lokalt hotel, som ellers var ved at lukke, får vi lov til at redigere vores oplevelser.

Mens jeg skriver, klipper Rasmus. Billederne og oplevelserne er så dramatiske, at historien næsten skriver sig selv. Kort tid senere gør Rasmus klar til at transmittere.

Vidunderet hedder en BGAN. Det er en lille satellitantenne, der i størrelse og udseende minder om en laptop-computer. Med en sådan størrelse kan vi både sende vores redigerede indslag tilbage til TV2 i Danmark, lave "lives" - direkte transmitterede samtaler med studieværten, og gå på internettet og få informationer udefra - også selvom et repressivt styre som det libyske har slukket for internettet og afbrudt telefonnettet.

Nogle spanske kolleger fra avisen El Pais får lov til at bruge vores BGAN til at sende deres artikler og fotos hjem til Madrid. Og Rasmus som også er et teknisk geni, reparerer Washington Post-korrespondentens BGAN, så hun også får sin historie sendt hjem.

Det er blevet mørkt. Indslaget er hjemme, det er udsendt, vi har været på LIVE. Også været igennem til TV2/NEWS, og vi har lige tid til at få noget at spise, inden vi igen skal på i 22-Nyhederne.

Men vi kan begynde at ånde lettet op.

Vi kom ind, oplevede en revolution på klodshold, fik vores billeder og vores historie, fik det hele hjem. og vi overlevede. Slet ikke så dårligt endda for en dags arbejde.