Nyheder

EL: Indefrys Gaddafis værdier i Danmark

Enhedslisten opfordrer regeringen til at indfryse den libyske leder, Muammar Gaddafis, værdier i Danmark.

Ifølge DR Nyheder ejer Muammar Gaddafi villaer for et tocifret millionbeløb i hovedstadsområdet.

"Danmark skal indefryse Muammar Gadaffis værdier øjeblikkeligt, så vi sikrer, at han ikke kan sælge ejendommene og rende med pengene. Når der er etableret et demokratisk styre i Libyen, kan de overtage ejendommene," siger Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen.

I Jægersborg i Gentofte står den libyske ambassade som ejer af en knap 500 kvadratmeter villa på Soløsevej, der er vurderet til 14.200.000 kroner.

Her boede Muammar Gaddafis søn, Motassim Bilal Gaddafi, da han studerende på Handelshøjskolen i København for få år tilbage.

Og den libyske ambassade på Rosenvængets Hovedvej 4 i København er vurderet til 10.400.000 kroner.

"Det er pinligt, at Danmark og EU har haft forbindelser med det libyske diktatur, både i forbindelse med handel med olie og samarbejde om flygtningekontrol. Vi skulle have sagt fra langt tidligere."

"Derfor er det også så vigtigt, at vi træder i karakter nu," siger Frank Aaen.