Nyheder

Fyrer - og ansætter i løntilskud

Flere kommuner landet over har tilsy-neladende fundet en smart genvej til at spare penge i budgettet. Fyr de fastansatte og erstat dem med folk i løntilskud.

Det skriver Berlingske.

Kommunerne har på et år fyret 11.500 fastansatte medarbejdere, men i samme periode er 3300 ledige og aktiverede i løntilskud blevet ansat, viser tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor.

Eksperter er skeptiske over for fremgangsmåden.

"Man fjerner reelt set fastansatte og erstatter dem med folk i løntilskud," siger Flemming Larsen, forsker i aktiveringspolitik ved Aalborg Universitet.

Ligner en ulovlig omrokering

Kommunerne har fyret et stort antal pædagoger, SOSU'ere, kontorfolk og teknisk personale, og det er netop inden for disse faggrupper, at der er hentet flest folk med løntilskud.

Det ligner en ulovlig omrokering, lyder vurderingen fra professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

"Det er et faresignal om, at der reduceres på den normale normering, og at der i stedet kommer flere folk ind med løntilskud. Hvis de laver det samme stykke arbejde som dem, der er afskediget, så er det faktisk ulovligt," siger Henning Jørgensen.

Besparelser på cirka 300 mio. kr.

Omrokeringen giver kommunerne en besparelse på omkring 300 millioner kroner om måneden. Kommunernes Landsforening afviser, at kommunerne spekulerer i økonomien, men udelukkende hjælper ledige med at komme i arbejde.

En lang række fagforeninger bekræfter problemet over for Berlingske.

"Jeg tror, at alle kan se, at det skriger til himlen," siger Anders Bonde Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening, men også repræsenterer 534.000 ansatte i kommuner og regioner.