Nyheder

Sportschef: X Factor har ikke en chance

Hvis du har planer om at bevæge dig ud på vejene i aften, har du efter al sandsynlighed masser af plads at boltre dig på.

I aften sidder over halvdelen af den danske befolkning nemlig med al sandsynlighed klistret til skærmen, når DR viser X Factor og TV 2 viser Danmarks VM-semifinale mod Spanien.

Håndboldkampen fløjtes i gang kl. 20.30 med optakt fra klokken 20. Det er samtidig med, at Cutfather, Pernille Rosendahl og Thomas Blachman skal finde den sanger, der har mest X Factor.

"X Factor bliver banket ud af banen"

Men det er på forhånd en ulige kamp, mener TV 2s sportschef, Frederik Lauesen:

"Der er ingen tvivl. Sport skal ses direkte. Så jeg har klare forventninger om, at håndbold banker X Factor langt ud af banen i aften - ellers bliver jeg skuffet," siger han med et glimt i øjet.

DR genudsender X Factor kl. 22.05

Umiddelbart ser DR da også ud til at have erkendt nederlagt på forhånd. DR har nemlig valgt at genudsende X Factor klokken 22.05, når håndholdkampen er slut:

"Det har vi gjort som en service til danskerne. Begge udsendelser er super, super populære blandt danskerne, men vi har mulighed for at rykke X Factor, fordi udsendelsen er optaget, så det gør vi. På den måde er der ingen grund til ballade i familien over, hvad man skal se," siger DR's underholdningschef, Jan Lagerman Lundme, til tv2.dk.

Mest sete program nogensinde: 10 afsnit af "Krøniken"

X Factor er kun veget for sin sædvanlige plads på DR fredag aften en gang tidligere. Det skete, da Danmark spillede mod Australien den 14. januar - og i aften sker det så igen.

Ca. 1,9 millioner så sidste fredag X Factor, mens VM i håndbold til mændenes sidste tre kampe i gennemsnit har trukket over 1,5 million seere til.

Kampen mod Argentina blev den mest sete sportsudsendelse i 13 år med 2,21 mio. seere.

Det meste sete program nogensinde er 10. afsnit af "Krøniken" med 2.714.000 seere, oplyser mediebureauet OMD til tv2.dk.

Hvad er din strategi for i aften? Del dine guldkorn her.