Nyheder

Øresund-fisker fik 26 hajer i garnet

En fisker, som havde sat garn i Øresund ud for Hornbæk i sidste uge, fik ikke færre end 26 hajer med i fangsten, skriver Helsingør Dagblad.

I det hele taget bugner vandet i Øresund i disse uger af eksotiske fisk. Det har ikke noget med global opvarmning at gøre.

Men som det ofte er tilfældet på denne tid af året, er bundvandet i Øresund stadig rimelig lunt, og det kan være med til at lokke sjældne arter til farvandene omkring Nordøstsjælland.

"Lige nu vrimler det faktisk med hajer i Øresund, fortæller Kristian Vedel, ledende dyrepasser ved Øresundsakvariet, til avisen.

Han oplyser at det typisk er pighajer, gråhajer, stjernehajer og glathajer, der svømmer ind i Øresund. Men hajerne bider også på andre steder i de danske farvande.

Lystfiskere i Kattegat kom i sidste uge hjem fra en tur til Anholt med ikke færre end 126 hajer.

Sanktpetersfisk og havtasker

Kristian Vedel nævner faktorer som indgående havstrømme i Øresund fra de omkringliggende farvande og at hajerne ganske enkelt følger føden, som de mest plausible.

Der lever omkring 26 haj-arter i de danske farvande, nogle af dem er dog tilbagevendende gæster.

"Den største fastboende danske haj er gråhajen, som i sjældne tilfælde kan blive op til to meter lang. De noget mindre pighajer og stjernehajer er blandt de andre almindelige hajer i Danmark. Men der findes også andre, usædvanlige gæster i Øresund i disse dage. Sanktpetersfisken, for eksempel, som normalt hører hjemme i Middelhavet, er også på togt i Øresund, og den er gået i mange fiskeres net for nyligt."

Det samme er havtasken, som ellers også er sjælden i Øresund, fortæller Kristian Vedel. Men for nyligt er der også fanget en eledoneblæksprutte i Øresund - nærmere betegnet udfor Rå i Sverige. Det er så vidt Kristian Vedel er orienteret første gang, denne lille blæksprutte er truffet i Øresund.