De Radikale vil overvåge pirater
Det Radikale Venstre har kaldt for-svarsministeren i samråd, for at høre om indsatsen mod pirater kan styrkes.
"Vi vil meget gerne have undersøgt, om ikke man kunne etablere en slags inter-national kystvagt, fordi piraternes arbejdsområde bliver større og større," siger partiets politiske ordfører, Morten Østergaard.
I dag mødes Danmarks Rederiforening for at diskutere pirateri på danske skibe i Adenbugten. Det sker efter endnu et dansk skib for nylig blev forsøgt kapret af pirater.
Vil have radarovervågning
Morten Østergaard forestiller sig, at en kystvagt kunne lægge sig mellem piraterne og de udsatte skibe og stoppe piraternes forsøg på at komme ud til skibene.
"Man har jo gjort det i Middelhavet, da man ville stoppe menneskesmugling til De Kanariske Øer og andre steder, hvor man radarovervågede den nordafrikanske kyst for at kunne opbringe de her meget små skibe," siger Morten Østergaard.
Han erkender dog, at de afgørende forandringer skal ske inde på land ved at få etableret et stabilt styre i Somalia.