Nyheder

Tvillingerne skal blive på Riget

Det varer lidt, inden de kongelige tvillinger kommer hjem. Ifølge bt.dk har tvillingerne været i behandling for gulsot på Rigshospitalet.

Hoffets pressechef, Lene Balleby, siger til avisen, at de små har det rigtig godt, og alt er, som det skal være.

"At de stadig er indlagt skyldes, at der er tale om små børn, der er født for tidligt. Derfor er det helt naturligt, at de opholder sig længere på hospitalet end enkeltfødende," siger hun.

Prins Christian behandlet for gulsot

Gulsot er normalt en harmløs tilstand. Sygdommen rammer ofte for tidligt fødte børn.

Da prins Christian blev født for fem år siden, måtte han efter et par dage tilbage på Rigshospitalet og ligge i lys, da han udviklede gulsot.

Tvillingerne kom til verden lørdag. Den lille prins vejede 2674 gram og målte 47 cm, mens den lille prinsesse vejede 2554 og målte 46 cm.