Nyheder

Mary føder prins og prinsesse

Danmark har fået en ny prins og en ny prinsesse, efter kronprinsesse Mary har født på Rigshospitalet lørdag.

Danmark har fået en ny prins og en ny prinsesse. Lørdag formiddag fødte kronprinsesse Mary tvillinger på Rigshospitalet.

Klokken 10.30 blev en dreng på 2674 gram og 47 centimeter født og godt en halv time senere blev en pige på 2554 gram og 46 centimeter født.

Kronprinsen var med ved hele fødslen og klippede

- Det var tæt på at være uvirkeligt. Man står med den første og moderen må arbejde videre og så kommer der en pige. Det var helt vildt, sagde kronprinsen, da han kort efter kommenterede fødslen foran pressen på Rigshospitalet. og håndspålægger.

Dermed har kronprinsesse Mary og kronprins Frederik udvidet børneflokken til fire. Foruden tvillingerne har de prins Christian på fem år og prinsesse Isabella på tre år.

De to nye i arvefølgen blev født på fødeafdelingen på Rigshospitalet. Her blev Mary indlagt tidligt lørdag morgen. Med sig havde hun kronprinsen, som ligesom ved Christian og Isabellas fødsler var med fra start til slut.

Tre jordemødre og to læger tog imod de nyfødte. I spidsen klinikchef Morten Hedegaard, som de seneste uger har holdt sig klar til at assistere kronprinsessen sammen med professor, overlæge Peter Damm.

Desuden afdelingsjordemoder Birgitte Hillerup, som nu kan prale med, at hun har hjulpet hele Frederik og Marys børneflok til verden. Også chefjordemoder Mette Simonsen er erfaren ud i kongelige fødsler, mens vicechefjordemoder Agnete Nørrelund var ny.

Efter fødslen rykker kronprinsparret og de nyfødte over på "lyserød stue" på barselsgangen, hvor der er god plads til at tage imod alle de gæster, som ventes de næste dage.

Ligesom andre nybagte tvillingforældre ventes de at opholde sig mellem fire og syv dage på hospitalet.

Ligesom læger og jordemødre er velkendte, gælder det samme for "lyserød stue", for det var her, kronprinsessen fødte Christian og Isabella.

Denne gang måtte det af faglige hensyn foregå på en af de 13 stuer på fødegangen, hvor der findes det udstyr, som kan blive nødvendigt ved en tvillingfødsel.

/ritzau/