Nyheder

Lettet kronprins lykkelig over tvillinger

Lykkelig kronprins fortæller om fødsel. Tvillinger har givet ekstra spændinger op til fødsel.

Kronprins Frederik jubler over, at han nu er far til fire børn.

Kronprinsesse Mary fødte lørdag formiddag først en prins og 26 minutter senere en prinsesse.

- Vi er meget lettede og overlykkelige. Vi kunne ikke være mere lykkelige, end vi har været denne gang. Det er et mirakel gange to, siger kronprins Frederik til et stor presseopbud på Rigshospitalet.

Klokken var 10.30, da kronprinsessen fødte en søn på 2674 gram og 47 centimeter. 10.56 kom en datter på 2554 gram og 46 centimeter til verden.

- Det er tæt på at være uvirkeligt, når man står en lille halv time med den første fødte, og moderen må kæmpe videre, og lige pludseligt kommer der en pige, siger kronprinsen som også fortæller, at de begge har mørkt hår.

Frederik fortæller også, at tvillingerne har gjort det til noget særlig, selv om det er tredje gang, at kronprinsparret er på Rigshospitalet for at føde.

- Forløbet helt frem til indlæggelsen og selve fødslen har været næste lige så spændende som første gang, for der lå to individer i min hustrus mave.

- Det, som jeg har tænkt mest over, har været, om det går godt. Der er to små hjerter, man skal holde øje med hele tiden, siger kronprins Frederik.

Kronprinsen giver en stor ros til holdet omkring fødslen.

- Vi er yderst tilfreds med hele forløbet. Det er en fantastisk gruppe, der har stået bi, siger han og beskriver sin egen rolle.

- Jeg var bisidder og håndspålægger uden at være omskolet til noget som helst, siger kronprins Frederik.

/ritzau/