De hjælper kronprinsessen med tvillingerne

Kronprinsesse Mary får under fødslen hjælp fra to læger og tre jordemødre. De fleste kender kronprinsparret i forvejen, da de også tog imod prins Christian og prinsesse Isabella.
Klinikchef Morten Hedegaard skal lede fødslen. Han er speciallæge i gynækologi og obstetrik (fødselslære). Han har især hentet sin kliniske erfaring på fødselsafdelinger i Aarhus.
Til daglig er hans ansvarsområde gravide, der risikerer at føde for tidligt eller som lider af en blodsygdom. Også ved Christian og Isabellas fødsler var han hovedansvarlig. Han er selv far til tre.
Professor hjalp Isabella til verden
Professor Peter Damm er overlæge og samtidig tilknyttet Københavns Universitet.
Hans speciale er gravide med diabetes. Det er anden gang, han assisterer ved en kongelig fødsel. Første gang var, da Isabella blev født i 2007.
Artiklen fortsætter under videoklippet.
Hjalp Henrik og Isabella til verden
Chefjordemoder Mette Simonsen er uddannet fra Jordemoderskolen i København i 1987. Siden 2003 chefjordemoder på Rigshospitalet. Desuden censor på jordemoderuddannelsen.
Hun var med, da prinsesse Isabella blev født og assisterede også prinsesse Marie, da hun fødte prins Henrik i 2009. Hun er selv mor til fem.
Erfaren afdelingsjordmoder
Afdelingsjordemoder Birgitte Hillerup er den mest rutinerede i kongelige fødsler. Hun var med til Christian og Isabellas og tog også imod deres fætre, prins Nikolai og prins Felix.
Hun blev uddannet i 1975 og har siden arbejdet på Gentofte Sygehus, Charlottenlund Fødeklinik og siden 1996 på Rigshospitalet.
Ny på den kongelige fødestue
Vicechefjordemoder Agnete Nørrelund er ny på den kongelige fødestue. Hun er uddannet i 2002 og har speciale i graviditet og hjertesygdomme. Hun har arbejdet som distriktsjordemoder i Grønland.
Blandt tv-seere huskes hun måske for sin medvirken i DR's serie "Mission Baby".