Jordemoder: Mary havde sandsynligvis veer

Torsdag aften var kronprinsesse Mary og kronprins Frederik på Rigshospitalet. Men det endte ikke med, at de royale tvillinger kom til verden. Senere på aftenen var de nemlig tilbage på Amalienborg igen.
Da jordemoder Birgit Thalwitzer hørte om torsdagens besøg var det den royale tvillingefødsel, der først slog hende.
"Jeg har svært ved at forestille mig, at man vil lægge en ambulant og allerede planlagt kontrol om aftenen, så jeg tænker, at hun måske har fået veer," siger hun til tv2.dk.
Men det er ikke ualmindeligt, at 3. gangs fødende som Mary er, føder hurtigt, men selve opstarten kan ofte være langsom.
"Mange tror det er nu, og skynder sig på sygehuset, men der går ofte længere tid før selve fødslen. Det kan være tidlige veer, og det kan være livmoderen, der arbejder og skal gøre sig klar til fødslen. Så det er ofte det, man mærker," forklarer hun.
Mary får fuldbårne tvillinger
Og selv om offentligheden ikke kender til den præcise termin for Mary og Frederiks tvillinger andet end, at den er i januar, så vil det ende det med, at hun føder til tiden.
"Tvillingefødsler bliver ofte sat i gang i uge 38 - altså to uger før terminen. Og hvis hun har termin i slutningen af januar, så vil hun under alle omstændigheder føde fuldbårne tvillinger, så selv om det er spændende, og vi gerne vil se deres tvillinger, så er det rigtig godt, at hun stadig har dem i maven," siger hun.
Søstre, brødre - eller begge dele
Og mens vi venter på, at Mary og Frederik bliver forældre til royale tvillinger, så kan offentligheden gætte videre på, om det bliver en pige og en dreng eller om det er enæggede tvillinger, så Christian og Isabella får to brødre eller to søstre.
Og nogle teorier siger, at man kan få hjælp til at forudsige barnets køn ved at se på, hvilke børn parret ellers har.
"Der er nogle der siger at hvis man har en pige i forvejen så er der 30 procents chance for at få endnu en pige og hvis man har en dreng er der 30 procents chance for at få endnu en dreng. Men i mit arbejde som jordemoder har jeg oplevet det hele. Både familier med piger der ar fået drenge og omvendt. Og nu har Frederik og Mary jo en af hver så det står jo lige, hvis man skulle tro på det," siger Birgit Thalwitzer.