Nyheder

Skål i rosenborgvin på Amalienborg

Der blev skålet i rosenborgvin og spist terrin af vildtlever i Christian VII's palæ på Amalienborg lørdag aften. Traditionen tro havde dronning Margrethe og prins Henrik indbudt til nytårskur og efterfølgende taffel på årets første aften.

58 festklædte kvinder og mænd kørte ind på slotspladsen i ministerbiler eller taxier for at tage trappen op til palæet, hvor de ønskede dronningen og hendes familie et godt nytår. Dog måtte de undvære kronprinsesse Mary, som er højgravid og derfor havde meldt afbud. Men kronprins Frederik, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Elisabeth havde fundet deres elefantorden frem, som kun denne ene aften bæres i kæde og ikke det lyseblå bånd.

Blandt gæsterne var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringens øvrige ministre, dog ikke indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), som begge havde meldt afbud. Blandt de øvrige gæster var forsvarschef Knud Bartels, rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg og overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen (S).

Foruden vildtlever, som udgjorde forretten, bød regentparret på farseret svinebryst til hovedret og chokoladekage til dessert. Inden gæsterne kom så langt, skulle de dog smage et enkelt glas af rosenborgvinen. Sandsynligvis verdens ældste rhinskvin, som kom til Danmark i slutningen af 1500-tallet. Vinen, som siden er spædet op med "fyldevin", serveres til den suppe, som indleder taflet.