Nyheder

Krause-Kjær: Haarder-sag udstiller uheldig praksis

Efter offentliggørelsen af det famøse interview med en rasende Bertel Haarder, der skælder en DR-journalist ud, er der kommet fokus på aftaler journalister og politikere imellem.

Bertel Haarder mener ikke, han er blevet tilstrækkeligt informeret om, hvad interviewet skal handle om.

Den form for aftaler om, hvad journalister må stille af spørgsmål i interviews har taget overhånd ifølge politisk kommentator Niels Krause-Kjær.

Uddrag fra mail hvor Bertel Haarder forklarer, hvorfor han blev vred:

"Derfor afbrød jeg interviewet efter et venligt forsøg på at forklare, at jeg let kunne have svaret, hvis jeg havde haft mulighed for at spørge i ministeriet." "Hun (Bertel Haarders presserådgiver red.) vidste ikke, der var tale om to udvalg, og at du ville spørge mig om det. Derfor var jeg totalt uforberedt på spørgsmålet, hvad jeg straks sagde til dig."

"Det har taget til med de her kontraktforhandlinger om, hvilke spørgsmål, der må stilles, og hvilke der ikke må. Det er godt, at der nu kommer fokus på den praksis. Ikke af hensyn til offentligheden, men for at journalister og politikere kan ruske op i hinanden," siger han.

Jes Dorph må gennem spindoktorerne

Ifølge Niels Krause-Kjær er det en udvikling, der har taget fart over de seneste ti år. Det bekræfter studievært på TV 2 Nyhederne, Jes Dorph-Petersen, der dagligt må gennem presserådgivere og spindoktorer for at få politikerne i tale.

"Langt de fleste toppolitikeres spindoktorer ringer i forvejen for at få at vide, hvad interviewet drejer sig om og hvilke spørgsmål, jeg vil stille dem," fortæller han.

Både studieværten og kommentatoren er enige om, at det et stykke hen ad vejen kan være fornuftigt med en aftale om, hvad et interview skal handle om.

"Men der må være grænser. I det her tilfælde er der ikke tale om urimelige spørgsmål - de er journalistisk logiske i forlængelse af emnet og klart inden for rammen," siger Niels Krause-Kjær.

"Det er i orden, at politikerne overordnet er klar over, hvad vi skal tale om. Det er tit komplicerede emner, og det er fair nok, at de kender rammerne, men kun i overskrifter ikke ned i substansen," siger Jes Dorph-Petersen.

Forskel på kilder

Niels Krause-Kjær understreger, at det står Bertel Haarder og andre politikere frit for at sige, at de ikke kan svare på et konkret spørgsmål, men gerne vil vende tilbage.

"Det er ærgerligt, at det så lige er Bertel Haarder det her sker for. Manden der i tre årtier altid har stillet op, altid tager telefonen, ringer tilbage og skriver sine egne læserbreve," siger Krause-Kjær.

Han forklarer, at der er og bør være forskel på, hvordan journalister går til deres kilder.

"Folk der ikke er vant til at være i medierne får en blidere indføring i, hvad der skal foregå end politikere, der kender konditionerne og udøver magten. De skal have kortere line og den line er blevet længere de senere år."