Nyheder

Smider skrald ved Ekstra Bladet

Ekstra Bladet får nu en ildelugtende gave fra Venstres Ungdom.

De smider gamle mælkekartoner, aviser og madrester på Rådhuspladsen i København, foran avisens lokaler.

Og når affaldet er samlet vil de unge give det til chefredaktøren på Ekstra Bladet.

"Det er fordi Ekstra Bladet har smidt dansk politik i skraldespanden," siger formanden for Venstres Ungdom, Jakob Engel Schmidt.

Rodede i minister-skrald

Aktionen sker fordi Ekstra Bladets har været inde på miljøminister Karen Ellemanns ejendom for at gennemrode skraldespande.

Og i går kunne man læse i avisen, at miljøministeren er et miljøsvin, fordi der i affaldet var ting som miljøskadelige elartikler, plastikflasker, aviser, et batteri, en elpære og næsten seks kilo mad.

Og det er at gå langt over stregen, siger Jakob Engel Schmidt.

"Det drejer sig altså om et brugt batteri og tre æggebakker i ministerens formodede skrald. Det synes jeg ikke er en ordentlig begrundelse for at krænke privatlivets fred," siger han.

Karen Ellemann lancerede i sidste måned en stor kampagne mod madspild.