Minister melder Ekstra Bladet til politiet
Miljøministeren har meldt Ekstra Bladet til politiet. Avisens journalister rodede i hendes skraldespande.
Miljøminister Karen Ellemann (V) har meldt Ekstra Bladet til politiet, efter at avisens journalister har været inde på hendes ejendom for at gennemrode familiens skraldespande, skriver hun i en mail til Ritzau.
- Medarbejdere fra Ekstra Bladet er trængt ind på min private ejendom for at undersøge indholdet af mine skraldespande. De har dermed overskredet grænsen mellem det politiske og det personlige, skriver ministeren og fortsætter:
- Det er i grunden en komisk sag, men der må trækkes en grænse for, hvad man skal finde sig i. Og jeg vil altså ikke finde mig i, at uvedkommende går ind på vores grund og roder i vores families private sager.
Årsagen til Ekstra Bladets store interesse for miljøministerens skraldespand står at læse i torsdagens avis, hvor miljøministeren kaldes et miljøsvin.
Hendes affald indeholdt en række ting, som burde havde været afleveret i containere, samlet til storskrald eller kørt på genbrugsstationen. Eksempelvis miljøskadelige elartikler, plasticflasker, aviser, et batteri, en elpære og masser af mad, skriver avisen.
Tidligere på året løftede hun ellers pegefingeren og belærte danskerne om vigtigheden af at være miljøbevidst, påpeger Ekstra Bladet.
- Det er så vigtigt, at man ikke bare går rundt og har en eller anden holdning til, at jeg gerne vil være en god samfundsborger, der sørger for at aflevere batterierne det rigtige sted og aflevere flaskerne det rigtige sted, men at jeg også rent faktisk handler derefter, sagde hun.
I sidste måned lancerede hun en stor kampagne mod madspild. Men Ekstra Bladets stikprøve fra hendes skrald viste et spild på næsten seks kilo mad, hvoraf en del stadig befandt sig i uåbnet emballage.
Karen Ellemann har over for avisen ikke ønsket at kommentere misforholdet mellem det hun står for politisk, og det hun gør som privatperson.
/ritzau/