Nyheder

Folketinget har vedtaget finanslov

Folketinget har vedtaget næste års finanslov med 116 stemmer for og kun 2 stemmer imod. De to stemmer er fra Enhedslisten.

Tallene snyder. For oppositionen er eg-entlig imod regeringens finanslovfor-slag, som støttes af Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

Men midterpartierne lægger vægt på, at såkaldt ansvarlige partier støtter statens husholdningsregnskab. Og igen i år har SF besluttet at bryde mange års tradition og stemme for finansloven.

En "mærkedag"

I går debatterede Folketinget finansloven i 11 timer og tre kvarter ved tredjebehandlingen, før politikerne stemte om en lang række ændringsforslag.

Under debatten kaldte finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) det for en "mærkedag", at Socialdemokraterne og SF erkender, at den offentlige sektor aldrig har været større end nu. For siden 2001 har VK-regeringen postet 73,5 milliarder kroner ekstra i det offentlige.

"Der er to veje i dansk politik: Den økonomisk ansvarlige, som regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne står for. Og overbudsvejen, som Socialdemokraterne og SF står for," sagde finansministeren.

Lige akkurat 90 mandater bag

Derimod advarede Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, om, at regeringen vil forlænge den offentlige nulvækst til 2020, så endnu flere mister arbejdet. Hans Radikale kollega, Morten Østergaard, understregede, at regeringens strategi allerede er skredet med fem milliarder kroner.

Omvendt beskyldte Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, oppositionen for at manipulere med fejlagtige tal om offentlige nedskæringer, mens forbruget vokser.

Regeringen har for første gang siden 2001 kun lige akkurat 90 mandater bag finansloven. Liberal Alliance stod af, fordi partiet ikke fik skattelettelser, mens Venstre har haft svært ved at holde sammen på folketingsgruppen.