Nyheder

USA: Afghanistans præsident er paranoid

Først klokken 23 i aften bliver de 250.000 sider med hemmelige dokumenter fra blandt andet amerikanske ambassader sendt til Pentagon afsløret på hjemmesiden WikiLeaks. Men allerede nu begynder der at komme små læk.

Selvom WikiLeaks hjemmeside, wikileaks.org, lige nu er brudt ned på grund af hackerangreb, så kan de stadig kommunikere via Twitter. Her har de lagt et billede morgendagens forside af det tyske magasin Der Spiegel ud. Der Spiegel, har lige som den amerikanske avis New York Times, spanske El Pais, franske Le Monde og britiske Guardian på forhånd fået tilsendt en del af de 250.000 hemmelige dokumenter.

Ud fra disse oplysninger har Der Spiegel lavet en forside med overskriften. "Afsløring - sådan opfatter Amerika verden". Tolv af verdens ledere er afbilledet med små citater under.

Således hedder det om den franske præsident Nicolas Sarkozy: "Kejseren uden klæder".

Ved Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad står der: "Er Hitler".

Ruslands premierminister Vladimir Putin kaldes for en "Alfa-han".

Afghanistans præsident Hamid Karzai får disse ord med på vejen: "Drevet af paranoia".