Miljøstyrelsen vil rode i dit affald

Miljøstyrelsen vil kortlægge, hvor meget mad vi smider ud. Derfor efterlyser den firmaer der vil sortere og registrere affaldet fra hundredvis af husholdninger.

Miljøstyrelsen vil for første gang kortlægge dansk madspild. Hundredvis af husholdninger skal derfor i de kommende måneder have indholdet af deres skraldespande analyseret, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Vi ved ikke, hvor meget mad, der bliver smidt ud i Danmark, og det nytter ikke at spørge borgerne, for så får man ikke et korrekt svar. Derfor skal dagrenovationen sorteres, fortæller biolog og projektleder Lone Lykke Nielsen fra Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen efterlyser netop nu firmaer, som vil indsamle, sortere og registrere affaldet blandt andet med fotos.

Beboerne i de repræsentativt udvalgte parcelhuse og etageejendomme - flere hundrede af hver - vil ikke på forhånd blive informeret om undersøgelsen.

- Det kan påvirke adfærden, hvis folk på forhånd ved, at vi roder i deres affald, fastslår Lone Lykke Nielsen over for Jyllands-Posten.

Politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA) ser frem til at få præcise tal for madspild, men vil spørge miljøministeren, hvordan personfølsomme oplysninger sikres i forbindelse med undersøgelsen.

- Når du smider noget i din skraldespand, skal du kunne være tryg ved, at det bliver destrueret. Jeg er stærkt bekymret over, at nogen vil kunne læse kontoudtog og private breve, som jeg har smidt i skraldespanden, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/