Nyheder

Kommuner tøver med tvungen bortadoption

Selvom myndighederne i godt et år har kunnet tvinge forældre til at bortadoptere deres nyfødte barn, hvis de ikke kan tage sig af det, sker det nærmest aldrig.

I 13 måneder har myndighederne kunnet tvinge forældre til at bortadoptere deres nyfødte barn, hvis det står helt klart, at de ikke kan give barnet omsorg.

Den nye lov giver også mulighed for at tvangsbortadoptere børn, der har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, mod tidligere syv år. Men loven har stort set ikke været brugt, skriver Politiken Søndag.

I begyndelsen af oktober var der rejst fem sager om tvangsbortadoption. Ud af dem er én blevet behandlet i statsforvaltningen, der har givet tilladelse til bortadoption. Det viser tal, som Familiestyrelsen har indsamlet for Politiken.

Ifølge formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, er det udtryk for manglende mod i kommunernes børne- og ungeudvalg.

- Selv om det virker som et meget drastisk indgreb i et barns skæbne, bliver udvalgene nødt til at træffe nogle modige beslutninger og turde gøre sig til dommer. Også selv om det er en meget vanskelig problemstilling uden lette løsninger, siger hun.

Formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening Jane Findahl (SF) afviser, at kommunerne mangler mod og henviser til, at det er en forholdsvis ny lov og et stort indgreb.

- Jeg tror, det er et spørgsmål om tid, før der vil komme sager, hvor den vil blive brugt. Og jeg er sikker på, at den vil blive brugt i tilfælde, hvor det et nødvendigt, siger hun.

De foreløbige få sager bekymrer heller ikke justitsminister Lars Barfoed (K).

-Man skal huske, at der er tale om et alvorligt indgreb, når man bortadopterer et barn ved tvang. Derfor er antallet af sager ikke et succeskriterium, siger han.

/ritzau/