Nyheder

Rød blok har nu markant forspring

Oppositionen har et markant forspring i den seneste Megafon-meningsmåling lavet for Politiken og TV 2.

53,2 pct. af danskerne ville stemme på rød blok, hvis der var valg i morgen, mens kun 46,8 pct. ville sætte deres kryds ved et borgerligt parti.

Både Socialdemokraterne, SF og de radikale går frem i målingen. De radikale har ikke haft en bedre måling hos Megafon siden valget. Næstformand Morten Østergaard mener, årsagen skal findes i markedsføring.

"Vi har netop gennemført den største kampagne, vi har lavet uden for en valgkamp. Det har skærpet vores mærkesager blandt andet på den økonomiske politik. Her er regeringen til gengæld stærkt svækket. Hver uge underkender økonomer deres politik," siger han til Politiken.

Socialdemokraterne er også meget tilfredse med, at rød blok går frem.

"Danskerne er trætte af en regering, der hopper fra skandale til skandale. Der er sat spørgsmålstegn ved regeringens vilje og evne til ordentlig embedsførelse", siger gruppens næstformand Morten Bødskov til Politiken.

I den borgerlige lejr går Dansk Folkeparti markant tilbage efter at have taget et spring fremad i sidste måling. Også Liberal Alliance går tilbage, mens Venstre er status quo på det for partiet historisk lave niveau omkring 22 pct. Derimod kan de konservative høste en lille fremgang. 7,3 pct. står partiet til, og det er det højeste niveau siden maj, hvor Lene Espersens feriesag for alvor begyndte at slå igennem.