Nyheder

Ministeriers chefer fik hemmelig rapport

Mens Sundhedsministeriet undlod at give rigsrevisor Henrik Otbo sin interne rapport om betaling til privathospitaler, modtog topcheferne i fire andre ministerier samtidig den 95 sider lange rapport, skriver Politiken.

De nye oplysninger får oppositionen til at skærpe tonen over for regeringen på dagen, hvor to topministre, udenrigsminister Lene Espersen (K) og sundhedsminister Bertel Haarder (V) sidst på formiddagen skal forklare sig i sagen over for Folketinget.

I februar og marts sidste år fik regeringens centrale Økonomiudvalg og dens styregruppe en række notater om det interne arbejde, Sundhedsministeriet lavede om betalingen til privathospitalerne.

Det fremgår af en aktliste over Sundhedsministeriets materiale i sagen.

I økonomiudvalget sad de fire topministre Lars Løkke Rasmussen (V), Lene Espersen (K), Kristian Jensen (V) og Brian Mikkelsen (K), der dengang bestred posterne som henholdsvis finansminister, økonomi- og erhvervsminister, skatteminister og justitsminister.

Udvalget har en styregruppe, hvor topembedsmænd fra de fire ministerier sidder som repræsentanter for deres ministre. De skal klæde ministrene på til at træffe centrale økonomiske beslutninger i regeringen.

Til brug for et møde i februar 2009 fik topcheferne i styregruppens fire ministerier rapporten om privathospitaler, bekræfter Sundhedsministeriet over for Politiken.

Finansordfører Morten Bødskov (S) kalder forløbet skandaløst.

"Rigsrevisor bad gentagne gange om at få alt materiale, der var relevant for hans undersøgelse af overbetaling. Sundhedsministeriet valgte ikke at give ham rapporten. Men de har ikke bare smidt rapporten i skraldespanden som "ikke relevant". De har brugt den i det allerhelligste, nemlig i regeringens Økonomiudvalg. Den var altså yderst relevant for problemstillingen omkring taksterne til privathospitalerne. Det viser, at det er en stor skandale, at rigsrevisionen ikke fik den," siger han til Politiken.