Kronprinspar besøgte sårede soldater

Danske soldaterveteraner fik i dag et nyt genoptræningscenter med nye og stærkere maskiner. Det nye center på Rigshospitalet i København blev indviet af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
I centret får soldaterne flere og mere opdaterede træningsmaskiner både indenfor kredsløbs-, styrke- og balancetræning.
"Det tidligere udstyr var ikke stærkt nok. Soldaterne er jo nogle store gutter, så de slider på vores ting på en anden måde. Nu kan vi lave en helt anden form for træning og lave en fællestræning med dem," siger klinikchef Birgit Strange fra fysio- og ergoterapien på Rigshospitalet.
Desuden får soldaterne adgang til en simulator, som kan efterligne daglige arbejdssituationer som at støvsuge og stryge. Med den kan lægerne bedre vurdere, om den sårede soldat er i stand til at genoptage arbejdet og på hvilket niveau.
Veteranen 24-årige Jesper Aagaard Nielsen, der mistede begge sine ben i Afghanistan den 1. juni i år, ser frem til genoptræningen med de nye maskiner.
"Motionscykler er gode at have. Bare ikke for folk uden ben. Nu har vi heldigvis fået maskiner, som gør, at jeg også kan dyrke motion," siger han.
Stort set alle sårede soldater fra missioner ude i verden er indlagt på Rigshospitalet i kortere eller længere perioder.
I 2009 var der indlagt seks veteraner med 11 amputationer, og da gik det op for Rigshospitalet, at man ikke var gearet til de unge veteraner. Derfor ansøgte hospitalet om penge til at optimere og forbedre genoptræningstilbuddene til soldaterne. Det nye center har kostet cirka 1,8 millioner kroner.