Nyheder

Hertz: Klar fejl at slette klip

"Det var en klar fejl at slette det."

TV 2 News kanalchef Mikkel Hertz for-tryder, at han krævede et klip med en ophidset statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slettet.

"Hvis jeg stod med det samme valg i dag, ville jeg ikke have bedt om at få den pågældende sekvens slettet, fordi det har kastet et odiøst skær over mine handlinger og motiver. Jeg mener, at både jeg og TV 2s nyhedsafdeling ville have stået bedre, hvis jeg ikke havde truffet det valg," siger Mikkel Hertz.

Rigtigt ikke at bruge klip

Derimod fastholder han "klippefast", at det var en rigtig beslutning, at optagelsen ikke blev anvendt i TV 2 Nyhederne fredag den 8. oktober.

Mens denne beslutning står uantastet, misbruges sletningen til at mistænkeliggøre ham og TV 2 Nyhederne som en borgerlig kanal, mener kanalchefen.

"Jeg må erkende, at nogen benytter denne lejlighed til at udstille mig og dermed også TV 2 Nyhederne som blå lejesvende. Det er fuldstændig uberettiget," siger Mikkel Hertz.

Hvad kan du gøre for at genoprette samarbejdsforholdet og tilliden mellem medarbejderne og dig?

"Vi har aftalt ikke at referere fra mødet, fordi det var et internt møde. Det var et glimrende møde med rigtig mange gode spørgsmål. Jeg har ikke noget mistillidsforhold til medarbejderne og håber, at det samme gælder den anden vej," siger Mikkel Hertz.