Nyheder

Flere fattige søger tidligere om julehjælp

Flere danskere end nogensinde søger humanitære organisationer om julehjælp. Og ansøgningerne kommer meget tidligere end de plejer.

Fattige danskere søger allerede nu om støtte til at komme gennem julen. Fire humanitære organisationer, der uddeler julehjælp, melder alle om en markant stigning i antallet af familier, der i år ønsker julehjælp i form af enten julekurve eller gavekort, skriver Kristeligt Dagblad.

Både Dansk Folkehjælp, Frelsens Hær, Mødrehjælpen og Samvirkende Menighedsplejer meddeler, at de helt tilbage fra sommerferien har fået henvendelser fra familier, der ønsker at sikre sig julehjælp. Så tidligt og i så stort omfang har organisationerne aldrig før fået henvendelser.

Sidste år modtog de humanitære organisationer ellers rekordmange henvendelser med ønske om julehjælp, men alt peger på, at den negative rekord bliver slået i år.

- De første henvendelser begyndte at tikke ind i august, og nu tiltager de. I år får vi flere henvendelser end før, og de kommer langt tidligere end ellers. Familierne plejer ikke at henvende sig før her i oktober, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp til Kristeligt Dagblad.

Frelsens Hær modtog allerede for flere måneder siden de første ansøgninger og har siden da modtaget flere ansøgninger og henvendelser end normalt.

- Den økonomiske krise har - og havde også sidste år - selvfølgelig lidt at gøre med stigningen, men krisen er langtfra den største årsag. Selv om vi havde et økonomisk opsving i 2004-2006, kæntrede behovet for julehjælp virkelig i de år på grund af loftet på kontanthjælp og starthjælp, siger informationschef Lars Lydholm til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/