Nyheder

Rønn kritiseres for nordisk afbud

Nordiske politikere må opgive at få integrationsminister Birthe Rønn Horn-bechs (V) forklaring på, at Danmark som det eneste land i Norden smider nordiske statsborgere ud af landet, fordi de modtager sociale ydelser.

Rønn Hornbech har nemlig meldt afbud til den årlige session i Nordisk Råd, som afholdes fra 2. til 4. november i Reykjavik, skriver Politiken.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister Lene Espersen (K) og ministeren for nordisk samarbejde, Karen Ellemann (V), deltager i mødet.

Men Birthe Rønn Hornbech har ikke meldt sig som deltager, selvom politikerne fra Nordisk Råd igennem et stykke tid har bedt Danmark forklare sine udvisninger af nordiske statsborgere, der har levet for længe på sociale ydelser i Danmark.

Råd: Rønns opførsel er arrogant

Siden 2004 har Danmark udvist 46 nordiske statsborgere. Nordisk Råd mener, at det er et brud på de konventioner, Danmark har forpligtet sig til at overholde.

Nordisk Råd opfatter Birthe Rønn Hornbechs opførsel som arrogant, og rådets øverste myndighed, præsidiet, har derfor netop sendt et klagebrev til Lars Løkke Rasmussen omkring Birthe Rønn Hornbechs opførsel i sagen, skriver Politiken.

Venstres medlem af præsidiet i Nordisk Råd, Marion Pedersen, forstår heller ikke, at hendes partifælle bliver væk fra den årlige session i Reykjavik.

- Det havde været smart af Birthe at tage derop. Hun siger jo, at hun har retten på sin side, så der ikke er noget at diskutere. Og det må hun jo så mene. Men det gør jo, at diskussionen ikke stopper, når hun ikke kommer, siger Marion Pedersen til Politiken.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.