Nyheder

Jonni Hansen færdig som nazileder

Jonni Hansen har trukket sig som formand for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB). Han afløses af Esben Kristensen, der i en pressemeddelelse oplyser, at alle aktiviteter fortsætter som før, og "lederskiftet ingen indflydelse vil have på forretningsgangen i DNSB".

Lederskiftet skete lørdag ved et møde i DNSB, hvor Jonni Hansen oplyste, at han "af personlige grunde ønskede at trække sig fra det politiske arbejde". Han har været 25 år i DNSB, heraf de seneste 20 år som formand.

Esben Kristensen er udpeget af Det Nationalsocialistiske Råd, mens Thomas Vestergaard bliver organisationssekretær.

Jonni Hansen er født i 1965 og har gennem mange år repræsenteret DNSB og været genstand for talrige demonstrationer fra autonome og andre politiske modstandere udenfor sit hjem på Hundige Strandvej syd for København.

Han har også forgæves forsøgt at komme i Greve Byråd og det daværende Roskilde Amtsråd.