Nyheder

Storimam: Ingen dansk undskyldning

Lene Espersen glæder sig over storimamens udtalelser.

Storimam, Ahmed Tayeb, der er leder af sunniislams førende universitet Al Azhar, i Kairo bekræfter nu, at udenrigsminister Lene Espersen ikke gav en undskyldning for Muhammed-tegningerne.

Det siger storimamens talsmand, Muhammed R. Tantawi, i et interview til DR Nyheder.

Spørgsmål: Blev der givet en direkte undskyldning under mødet, som de arabiske medier hævder?

"Nej!"

"Der er forskel på en beklagelse og en undskyldning. Desværre har en upræcis oversættelse skabt en del forvirring," siger talsmanden til DR Nyheder.

Flere arabiske medier har ellers skrevet, at Lene Espersen under et møde med storimamen onsdag skulle have givet en officiel undskyldning for Muhammedtegningerne, men det afviser Lene Espersen, der altså nu får medhold af storimamens talsmand.